”’Den perfekte mor’ har jo ikke en fødselsdepression”

”’Den perfekte mor’ har jo ikke en fødselsdepression”

Af momkind admin

”’Den perfekte mor’ har jo ikke en fødselsdepression”

- Skrevet af Sabine Lindstrøm Groth, mor til Olivia fra juli 2019.

Vi hører det utroligt meget for tiden: "12-talspigerne har det svært i livet". Jeg har altid selv jagtet 12-tallet, og det perfekte i mit arbejdsliv. Hvis det ikke var godt nok, så var jeg heller ikke god nok, og jeg måtte lave det om.

Men hvad gør man, når man står som nybagt mor og føler, at man ikke kan opnå et 12-tal i faget ”mor”? Ligegyldig hvor meget jeg kæmpede, kunne jeg ikke være ”den perfekte mor”. Det var et slag i ansigtet.

Jeg har udviklet en fødselsdepression, og jeg har haft utrolig svært ved at tale højt om det, fordi jeg jo ville være en ”perfekt mor”. Og hun har ikke en fødselsdepression. 

Jeg har valgt, at det er slut med at tie. Jeg vil sætte fokus på, hvor sindssygt hårdt, det kan være at blive mor for første gang. Også selvom man har et helt normalt barn der sover godt og trives.

efterfødselsdepression

 

Jeg var så dårlig til at være gravid

Når jeg kigger tilbage, så startede min fødselsdepression allerede under min graviditet. Jeg følte allerede her, at jeg fejlede i at være ”den perfekte mor”. Jeg kunne ikke engang finde ud af at være gravid.

Fra starten af havde jeg utrolig meget kvalme, som der senere udviklede sig til opkast flere gange dagligt. Det var psykisk hårdt for mig at skjule for min arbejdsplads.

Da det blev endnu værre i uge 14, søgte jeg læge. Her fik jeg blot at vide, at der intet var galt og kvalmen og opkast hurtigt ville forsvinde, da det jo plejede at forsvinde i 2. trimester. Jeg havde kvalme og kastede op til uge 30, og kvalmen vendte så tilbage igen sidst i graviditeten. 

I uge 20 blev jeg sygemeldt med bækkenløsning. Min krop sagde fra på grund af smerter - især efter en hård periode, hvor jeg havde taget for meget arbejde og rejst rundt på messer. Jeg følte mig som en fiasko, da jeg to uger senere blev fyret. Jeg følte, at jeg havde mistet min identitet.

Kiloene satte sig som ugerne gik, og da jeg havde termin i sommeren 2019, følte jeg mig som en stor hval. Jeg hadede bare at være gravid. Jeg var slet ikke den smukke gravide, som jeg havde håbet, jeg ville blive. Jeg blev meget introvert, og jeg holdt mig hjemme, da jeg til sidst heller ikke kunne passe mit graviditetstøj. Jeg var så klar til at få min længe ventede datter ud.

Fødslen gik perfekt. Jeg var så stolt, da jordemoderen roste mig for, at jeg havde født én dag før termin og på kort tid, samt havde klaret det uden smertestillende. Det kunne jeg da finde ud af. Herefter begyndte jeg at udvikle en ret voldsom fødselsdepression.

 

Jeg græd hver evig eneste dag

Da vi kom hjem fra hospitalet, var det jo mit job at vores datter fik mad, og at hun havde det godt. Jeg var i konstant alarmberedskab, og uden at lyve fik jeg i gennemsnit 3 timers søvn i døgnet den første måned af min datters liv. Jeg græd hver evig eneste dag.

Sabines efterfødselsdepression

Morrollen havde taget mig med storm, og jeg var så overvældet af alle følelser - men mest de grimme. Hver dag fortalte jeg mig selv, at jeg var en dårlig mor, og at min datter fortjente en mor der ville nyde hende. Fordi hun var så pokkers nem. Jeg fortjente hende ikke. 


Amningen fungerede bare ikke

Den første uge med amning gik godt, men den blev efterfølgende en kamp. Det var så grænseoverskridende for mig, at jeg skulle have mine bryster parat til hende konstant. Kampen blev endnu hårdere, da vores datter fik skrigeture om aftenen, hvor hun hang i mine bryster, og jeg fik et voldsomt sår på mit højre bryst. Hver gang jeg skulle amme hende, græd jeg. Jeg havde slet ikke mig selv med i det. Men amningen er jo det eneste rigtige, ikke? Jeg følte mig presset til at amme hende, fordi det gør ”en perfekt mor”.

Amning og fødselsdepression

Efter 3 uger ringede jeg grædende til sundhedsplejersken og sagde, at jeg ikke kunne amme mere. Vi måtte over på flaske - et kæmpe nederlag for mig. Især når jeg fik kommentaren fra omverden ”Nå, så du ammer ikke mere?” eller ”Får hun så kun flaske?”. Måske spurgte folk bare af interesse, men jeg græd indvendigt. 

 

Accepten af fødselsdepressionen

Jeg blev ved med at negligere, at jeg havde en fødselsdepression. Men som dagene gik, kunne min familie, min mand og jeg godt se, at den var helt gal. Jeg kom ned i sorte dybe huller, hvor jeg græd og græd og græd. Jeg kunne sige til min mand, at han skulle forlade mig fordi, han fortjente en ordentlig kone.

Spørgsmålene: ”Er det ikke fantastisk” eller ”Nyder du det ikke bare?” kom mange gange i den første tid, og de kommer stadig. Når folk spørger om dette, så regner de jo selvfølgelig med, at man svarer ”Ih, jo!”, og det blev også mit svar. Sandheden var dog, og er stadig, at jeg ikke nød det eller oplevede det som "fantastisk". Jeg hadede det. Jeg hadede, at jeg konstant skulle stå til rådighed, at jeg ikke kunne sove, at jeg ikke kunne tage mig et bad, at jeg ikke kunne smutte, når jeg havde behov for det. 

Fødselsdepression

 

En lortemor, en lorteveninde og en lortekone

Jeg startede til psykoterapi, hvor jeg lærte, at for at jeg kan være den bedste mor for min datter, må jeg hjælpe mig selv først. Det betyder, at jeg er begyndt at prioritere mig selv. Jeg har ofte brug for at komme væk fra min datter. Bare et par timer.

Min mand og jeg har også allerede været på vores første hotelophold efter fødslen, og jeg elskede hvert øjeblik. Jeg har lært, at en fødselsdepression ikke kommer fordi, man hader sit barn. Det troede jeg i starten.

Jeg kan se meget mere positivt på hverdagen nu. Selvom jeg stadigvæk føler mig som en lortemor, en lorteveninde (der aldrig har overskud eller tid), en lortekone osv. Jeg har valgt at prioritere mit sind frem for mit udseende, hvilket jeg bare må overleve indtil, jeg har overskuddet til at smide de kilo, jeg tog på i graviditeten. 

Sabines personlige historie om efterfødselsdepression

Jeg har måtte indse, at jeg ikke bliver ”den perfekte mor.” For der er ingen, der er perfekte. Jeg kommer til at lave en masse fejl som mor, som jeg ikke kan rette op på - og det er okay. Jeg har følt mig forkert med mine følelser. Jeg har følt mig forkert, fordi jeg ikke nød min datter som helt spæd. Det var en periode, hvor jeg hver dag forsøgte at komme igennem dagen og overleve. 

 

Godt det ikke er mig, der er gravid!

Lige nu tænker jeg: ”Godt det ikke er mig!”, når jeg ser en gravid eller et par med en nyfødt. Jeg må bare indrømme, at det var den frygteligste tid i mit liv. Det lyder fuldstændig sindssygt, fordi min datter er sund og rask, og hun har altid været nem. Men for mig var det en frygtelig tid. En tid som jeg ser tilbage på med tårer i øjnene og med afsky og afmagt.

Jeg elsker min datter over alt på jorden, men morrollen har jeg det stadigvæk enormt svært ved. Hvis det stod til mig, så havde min datter stadigvæk fortjent en mor, der havde kunne nyde hende mere, da hun var helt spæd.

Jeg er i bedring, men jeg kæmper fortsat. Jeg føler mig forkert i min krop. Jeg har intet overskud til noget som helst. Jeg føler mig utilstrækkelig og utrolig svag, men dog i markant bedring. 

Mit ønske er, at de kvinder der står og skal føde om lidt, og der har haft det ligesom mig, sænker barren. Det bliver ikke perfekt. Spørg om hjælp. Det er ikke flovt at have en fødselsdepression.

 

 

Vil du være bedre forberedt på tiden efter fødslen?
Køb en momkind box.
momkind box deluxe

1 kommentar


  • Så smukt skrevet, Sabine <3 Det er super modigt af dig at åbne op for dit forløb, jeg håber det kan gavne andre derude. Jeg følte selv, at der gik længe, før jeg oprigtigt kunne svare JA, når folk spurgte: “elsker du hende ikke vildt højt?!”. Det er så overvældende at blive mor, og alle ens valg kommer på prøve og kan føles som dd forkerte valg.
    Held og lykke til dig med at blive helt rask igen 💕

    Lisbeth Christensen den

Tilføj en kommentar

Vær venligst opmærksom på at kommentarer skal godkendes, før de bliver publiceret.