"Det var den mest ensomme tid i mit liv"

"Det var den mest ensomme tid i mit liv"

Af momkind admin

"Det var den mest ensomme tid i mit liv"

- Skrevet af Siv Steffen Nygaard, mor til to piger på 2,5 og 4 år

 

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne være så ensomt at blive mor. For ja, selvfølgelig var jeg forberedt på at tilsidesætte mine egne behov for mit barns behov. Men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg selv ville blive gennemsigtig, ubetydelig og fuldstændig overset.

Jeg har pseudotvillinger og ud over den allerede eksisterende og tyngende dårlige samvittighed over min utilstrækkelighed over for vores ældste barn, som var så lille, da hun blev storesøster, så var lillesøster et klassisk eksempel på en kolikbaby. Hun skreg sig utrøsteligt igennem det meste af sin vågne tid. Hun ville hverken tage sutten eller ligge i barnevognen eller sidde i bilsæde. Hun slugte luft under amning, men ville ikke tage sutteflaske. Sværhedsgraden af at tage sig af hende forstærkede følelsen af utilstrækkelighed i et overvæld af minimalt overskud og kamp for overlevelse.

Når jeg blev vækket om morgenen, var det eneste, som jeg glædede mig til, at dagen var overstået, så børnene var én dag ældre og det hele forhåbentlig snart blev lidt nemmere. Jeg græd, når min kæreste tog på arbejde fordi jeg ikke kunne klare én dag mere hjemme og fordi jeg syntes, at det var uretfærdigt, at han kunne tage af sted. Og den dårlige samvittighed over ikke at have overskud til at nyde mine børn åd mig indefra.

 

Jeg følte mig så utilstrækkelig

Min første tanke, da min yngste datter blev født og lagt på mit bryst, var, hold da op, hvor kan hun allerede græde højt. Det blev temaet for de næste par år.

Da min kæreste begyndte at arbejde igen to uger efter fødslen, hjalp min far med at aflevere storesøster i vuggestue. Både fordi lillesøster ikke ville ligge i barnevogn og fordi det var for udmattende og for stort et kontroltab hver dag at skulle afsted med dem begge med garanti for et kolikudbrud undervejs på turen. Han kom forbi de fleste morgener, samlede storesøster op og afleverede hende i vuggestuen. Lige indtil pædagogerne nævnte, at de fornemmede, at min ældste datter savnede mig. Dermed understøttede de mit eget narrativ om min utilstrækkelighed overfor mit barn, og jeg selv begyndte både at hente og bringe på bekostning af mit allerede minimale overskud.

 

”Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet ud af vuggestuen til en fremmed forælder, som febrilsk har stået vugget barnevognen med en skrigende baby, fordi hun altid vågnede i løbet af de tre minutter, som det tog at aflevere storesøster.”

 

Nogle gange faldt lillesøster i søvn i bæreselen på vej til vuggestuen og jeg fik vippet hende over i en barnevogn. Jeg har dog ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet ud af vuggestuen til en fremmed forælder, som febrilsk har stået vugget barnevognen med en skrigende baby, fordi hun altid vågnede i løbet af de tre minutter, som det tog at aflevere storesøster.

Andre gange følte jeg, at jeg burde hente storesøster tidligt, fordi jeg jo alligevel var hjemme på barsel. Efter en tidlig hentning, endte det ofte med, at jeg måtte smide håndklædet i ringen, tænde for fjernsynet for den store og fokusere min energi omkring slyngevuggen, pilatesbolden eller bæreselen fordi de utrøstelige, timelange kolikture ofte lå om eftermiddagen og hele aftenen igennem, indtil hun faldt i søvn af udmattelse. Det eneste lyspunkt mens skrigeriet stod på, var, at hun efterfølgende ofte sov relativt godt fordi hendes stakkels, lille krop var så udmattet af at have skreget i til tider op til 5 timer i træk. Det var lige indtil at jeg fik brystbetændelse af, at hun sov igennem en nat.

 

Det mest stressende, jeg nogensinde har oplevet

Jeg var flere gange til almen- og speciallæge samt på hospitalet med hende, men fordi hun tog på som hun skulle blev problemet aldrig taget seriøst. Det er en baby, de græder. Det vokser hun fra. Men er det normalt at græde i næsten al sin vågne tid? Det blev en normalitet for os. Både for min datter og mig selv.

En gang sad jeg derhjemme og tænkte, det kan ikke passe det her. Hun har det jo ikke godt. Hun græder ofte så meget under amning, at hun sluger luft, får ondt i maven og skriger endnu mere. Jeg ringede til lægen og fik en tid med det samme. Hos lægen blev jeg henvist til Hvidovre Hospitals børnemodtagelse. Henvisningen gjaldt kun til samme dag og det var allerede eftermiddag, men jeg fik koordineret anden afhentning af storesøster og begav mig til Hvidovre i bil.

"Min krop gik i stressreaktion og mit hoved kunne ikke tænke klart. Jeg begyndte at ryste og græde, men jeg kunne ingenting gøre fordi jeg var nødt til at køre bil. Hvilket formentlig var uforsvarligt i sig selv."


På Gammel Køge Landevej var der myldretid og hele turen tog over en time. Lillesøster skreg. Hele vejen. Hun var i forvejen ikke glad for bilsædet og heller ikke sutten, så hun skreg hjerteskærende. Jeg kunne hverken tage hende op eller komme til hende fordi jeg sad i bilen alene. Det er det mest stressende, jeg nogensinde har prøvet. Min krop gik i stressreaktion og mit hoved kunne ikke tænke klart. Jeg begyndte at ryste og græde, men jeg kunne ingenting gøre fordi jeg var nødt til at køre bil. Hvilket formentlig var uforsvarligt i sig selv.

Da vi endelig kom frem til Hvidovre Hospital, var jeg hylet helt ude af den. Jeg kunne jeg ikke finde den rigtige afdeling og stod i 20 minutter foran en skranke med et skilt, hvor der stod, at hvis skranken var lukket, kom de tilbage om få minutter. Det gjorde de ikke. Da rengøringspersonalet kom, fandt jeg ud af, at der var lukket. Jeg fandt grædefærdig frem til den rigtige afdeling og blev tilset af en sygeplejerske og derefter af en læge, som skulle observere et par amninger. Lægen konsulterede sin bagvagt og konkluderede at det så fint ud, hendes vægt var god og hun nok ville blive bedre til at holde suget, når hun blev lidt større og stærkere. Med den besked blev vi sendt hjem igen.

 

Det var et omsorgssvigt af dimensioner

På intet tidspunkt var der nogen som spurgte, om jeg var okay. Hverken lægerne, sygeplejerskerne, receptionisterne, rengøringspersonalet, forældre i akutmodtagelsen. Ingen. På trods af at jeg stod tudende og rystende med blodsprængte øjne og et kolikbarn i armene. Jeg var gennemsigtig, for det ikke var mig, som var patienten. Konsultationen var booket til en anden. Det er stadig svært at tænke tilbage på denne episode, fordi det for mig er et systemisk og menneskeligt omsorgsvigt af dimensioner.

Med en forekomst af diagnosticeret – dvs. toppen af isbjerget - fødselsdepression på 7% i Danmark, kan man undre sig over, at ingen på børneafdelingen reagerer på en grædende mor med en kolikbaby. Man kan også spørge sig selv, hvorfor jeg ikke selv bare sagde, at jeg ikke havde det godt. Men jeg tror ikke, at man skal underkende, hvor stort et mentalt overskud det kræver, at gøre opmærksom på sin egen tilstand, når den ikke er, som man inderligt ville ønske, at den var.

 

  

Jeg ville ønske, at du havde banket på

Noget tid senere fik jeg et brev i min e-boks. Nogen havde lavet en anonym indsigelse til børne- og unge forvaltningen, hvor vedkommende udtrykkede en: ”bekymring for barnet, da det græder meget og det virker som om forældrene ikke trøster det, men bare lader det græde”. Det knækkede mig fuldstændig. I den daglige kamp for overlevelse, hvor alle mine og min mands behov blev tilsidesat for at kunne fokusere al omsorg og energi til vores børn, beskyldte nogen os for det værste, som en forælder kan forestille sig: at vi ikke tog os af vores børn. Og de synes det så meget, at de vurderer, at der er behov for en indsigelse til kommunen.

 

"Det er fantastisk, at vi bor i et samfund, hvor henvendelser om børns trivsel bliver taget seriøst. Det er forfærdeligt, at vi er så tyngede af berøringsangst, at vi ikke længere banker på hos naboen."

 

Hvor ville jeg have ønsket at vedkommende var kommet forbi og tjekket om alt var ok før de besluttede om der var belæg for en indsigelse eller måske mere brug for en hjælpende hånd. Det er fantastisk, at vi bor i et samfund, hvor henvendelser om børns trivsel bliver taget seriøst. Det er forfærdeligt, at vi er så tyngede af berøringsangst, at vi ikke længere banker på hos naboen. Dette var langt før coronakrisen.

Indsigelsen har sat sine spor. Da jeg skulle til 3 måneders samtale i vuggesten, forberedte jeg mig som var det en eksamen af frygt for at pædagogerne skulle få indtryk af, at vi var uegnede forældre. Hver gang jeg får en personlig indkaldelse fra børnehaven, får jeg et sug i maven fordi min første indskydelse er, om det mon er nu, at de tager børnene fra mig. Jeg tror, at hvis indsigelsen var kommet på et mindre sårbart tidspunkt, ville den ikke have ramt mig ligeså hårdt. Men den var som et skub ud over kanten.

Selvfølgelig blev jeg henvist til terapi efter at have sprunget skalaen for sundhedsplejerskens screening for efterfødselsreaktioner. Men jeg kunne ikke magte at skulle ud ad døren i dagstimerne på et bestemt tidspunkt med min skrigende baby. Og slet ikke til gruppeterapi. Kontroltabet i at have hende med nogen som helst steder var for stort. Da sundhedsplejersken efterfølgende spurgte, hvordan det gik, sagde jeg bare, at det gik bedre og så talte vi ikke mere om det. Faktisk nævnte jeg allerede min skyldfølelse og nedtrykthed under graviditeten til min jordemoder, som forklarede mig, at sådan er der mange, som har det. Men er det i orden at have det dårligt, bare fordi at mange har det?

 

Et kram var altafgørende

En morgen, som så mange andre efter vuggestuestart, var det en kamp at komme ud ad døren. Lillesøster ville ingenting. Hun ville ikke sidde på cyklen, hun ville ikke bæres, hun ville ikke have jakke på, hun ville ikke afsted. Jeg kunne mærke, at den stressreaktionen, som hendes gråd genkalder i min krop, sitrede i mig. Mit hjerte begyndte at hamre, jeg rystede og tårerne pressede sig på. Jeg var ved at gå i opløsning, men formåede at spænde cykelselen henover mit skrigende og sparkende barn samt overtale storesøster til at gå selv.

"Jeg er en dårlig mor. Jeg er utilstrækkelig og uduelig. Jeg kan ikke efterkomme mine børns behov. Jeg kan ikke rumme dem. Og jeg er helt alene."


Da vi kom hen i vuggestuen, vendte vinden og pludselig vidste lillesøster godt, hvad hun ville have. Hun ville have mor. Hun klamrede sig til mig, skreg og græd og ville ikke over til pædagogerne. Da jeg endelig fik afleveret hende og kunne høre hendes gråd inde fra stuen, brød jeg selv sammen. Jeg er en dårlig mor. Jeg er utilstrækkelig og uduelig. Jeg kan ikke efterkomme mine børns behov. Jeg kan ikke rumme dem. Og jeg er helt alene.

En anden mor, som jeg før havde lidt talt med, gik forbi mig med akavet og afvigende blik. På trappen op fra garderoben stoppede en anden mor, som jeg aldrig havde talt med før. Hun spurgte hvad der var galt og jeg fik fremstammet et eller andet med en dårlig aflevering. Hun gav mig et kæmpe kram og hviskede, at det nok skal gå. Dét kram var altafgørende. Jeg har aldrig følt at en fremmed forstod mig, så godt som hende. Hun anerkendte mig og kommunikerede samtidig, nærmest uden at sige noget, at jeg ikke var alene. Hun så mig. Så lidt kan gøre så meget.


Vi skal huske omsorgen for hinanden

Coronasituationen udfordrer vores omsorg for hinanden, men man kan godt komme hinanden ved, selvom man ikke må kramme. Spørg din barsende veninde, hvordan hun har det i virkeligheden. Bank på hos din nye nabo og spørg om de er faldet godt til i kvarteret eller læg et postkort og en plade chokolade i deres postkasse. Ring til en ven, som du ikke har set længe. Løb en tur med en kollega eller én fra vejen. Lav en legeaftale med nogen fra børnehaven eller skolen eller fritidshjemmet og inviter forældrene over til en pizza eller mød dem på en legeplads.

Det er benhårdt at have små børn. Jeg ville ønske, at jeg havde overskud til at nyde det noget mere. Men jeg ville også ønske, at vi som medborgere ville være bedre til at droppe berøringsangsten og være opmærksomme på hinanden i sårbare situationer hvad end det gælder forældreskab eller noget helt andet.

 

 

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Vær venligst opmærksom på at kommentarer skal godkendes, før de bliver publiceret.