”Du skal ikke lige sove nu Ida!” - En hjemmefødsel tager en voldsom drejning

”Du skal ikke lige sove nu Ida!” - En hjemmefødsel tager en voldsom drejning

Af momkind admin

”Du skal ikke lige sove nu Ida!” - En hjemmefødsel tager en voldsom drejning

En fødselsberetning fortalt af Ida, som er en af de to kvinder bag podcasten Efterveer der handler om traumatiske fødsels- og efterfødselsforløb.

 

 

Den 25. marts vågnede jeg klokken 02 om natten og skulle tisse. Da jeg kom ud på toilettet gik vandet, og jeg vidste, at fødslen var i gang. Jeg fik vækket min kæreste og sagt, at vandet var gået, og han smilede søvnigt og sagde noget i stil med, at det var da godt, før han lagde sig til at sove igen.

Jeg tænkte, at det var fint, at han fik noget søvn, for vi vidste ikke, hvor lang tid fødslen ville vare. Mine veer startede med det samme efter vandet var gået. Jeg syntes, at de føltes på samme måde som plukkeveerne, bare mere intense. Som menstruationssmerter, der kom i bølger, eller som en slags vokseværk, der gjorde mig rastløs i kroppen.

Jeg gik rundt i joggingtøj i vores lejlighed og rullede en stor yogamåtte ud på gulvet i stuen, hvor jeg afprøvede forskellige stillinger. Veerne var allerede meget intense. Jeg gik også i bad. Jeg var helt rolig og også glad og forventningsfuld.

Op i fødekarret og dej over til boller

Klokken 05, altså tre timer efter vandet var gået, vækkede jeg min kæreste og sagde, at han godt måtte begynde at forberede de praktiske ting. Fordi jeg havde valgt at føde hjemme, så var der en del praktisk, som skulle gøres; fødekarret, som vi havde købt til smertelindring skulle pustes op, og der skulle afdækkes i lejligheden.

Klokken 08 hoppede jeg i fødekarret, og vandet var helt utrolig smertelindrende. Min kæreste satte noget dej over til boller, så ham og jordemoderen kunne spise friskbagte boller, når hun kom, hvilket hun gjorde klokken 13. Hun skiftede mellem at sidde på gulvet i soveværelset og strikke og trække sig tilbage til vores stue og lade os være alene.

 

Pressefasen - allerede?

På et tidspunkt kom jordemoderen ind fra stuen og sagde, at hun kunne høre på mig, at jeg så småt var begyndt at presse. Jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket og glad. Jeg kunne næsten ikke forstå, at jeg allerede var så langt i fødslen.

Jeg havde forberedt mig på at få voldsomme smerter, og jeg tænkte gennem hele fødslen ”det her er bare begyndelsen; det bliver meget vildere endnu”. Men det blev aldrig uhåndterligt eller uudholdeligt for mig. Faktisk synes jeg, at nogle af de mest ubehagelige veer var lige i starten af fødslen, hvor jeg ikke var kommet i vand endnu.

Min krop begyndte at presse spontant. Det krævede sindssygt mange kræfter at presse, men jeg husker det egentlig ikke som smertefuldt. Omkring kl. 21 om aftenen gik jeg op af karret, og jeg kunne mærke, at min datter stod virkelig dybt nede, for jeg måtte gå med helt spredte ben, og kroppen lænet helt fremover, mens jeg støttede mig til jordemoderen og min kæreste.

 

"Jeg kunne mærke håret på min datters hoved"

Jeg gik ud i en lille mørk mellemgang foran vores soveværelse. Jeg var træt af at være i vandet, og jeg synes, at der skulle ske noget. Jeg stillede mig på alle fire ude i mellemgangen. Jeg kunne mærke et virkelig intens pres og en helt utrolig sviende og brændende fornemmelse, når jeg pressede.

Jeg mærkede med min hånd, og jeg kunne mærke håret på min datters hoved. Jordemoderen sad bag ved mig, og min kæreste sad foran. Endelig sagde jordemoderen, at nu var hovedet født, og jeg var så lettet. I næste ve kom kroppen, og jeg kan slet ikke huske, at det gjorde ondt at føde kroppen, det gik bare virkelig hurtigt.

Jordemoderen greb min datter og førte hende med det samme mellem mine ben så jeg kunne tage hende.

Hun havde en god farve og skreg med det samme og sked også på mig, da jeg tog hende op. Min kæreste var meget rørt og græd. Jeg var mere fattet og følte bare en kæmpe lettelse.

 

Moderkagen kom ikke ud

Der var en del blod, men jeg lagde ikke synderligt mærke til det. Jeg var bare så ufattelig lettet over, at fødslen var overstået. Jeg lagde mig i sengen med min datter på brystet. Efter lidt tid bad jordemoderen mig om at sætte mig på hug ved siden af sengen, for at moderkagen kunne komme ud.

Der kom et plask af blod, og også nogle hinder, men moderkagen kom ikke.

Jeg kom op i sengen og ligge igen, og jordemoderen sagde, at nu er hun lidt obs på min blødning, og at hun godt ville have, at moderkagen snart kom. Hun begyndte at trykke hårdt på min mave, for at få livmoderen til at trække sig sammen.

Jeg havde hørt en del fødselshistorier, hvor kvinder beskrev den procedure; og ofte blev det beskrevet som noget af det mest smertefulde ved fødslen. Men jeg mærkede ikke noget specielt til det. Hun gav mig også en indsprøjtning med vestimulerende stof.


"Det sortnede for mine øjne"

Da jeg rejste mig op igen, sortnede det for mine øjne, og jeg måtte lægge mig tilbage i sengen. Jordemoderen sagde, at hun synes, at vi skulle ringe efter en ambulancekørsel til hospitalet, så moderkagen kunne komme ud. Hun ringede til hospitalet og bad dem sende en akutambulance.

Kort tid efter opkaldet begyndte jeg at besvime, og min kæreste har senere fortalt mig, at jeg var kridhvid i hovedet på det tidspunkt. Jordemoderen sagde, at min kæreste skulle gå ned på gaden og guide ambulancen den rigtige vej. Senere har han fortalt, at lige inden han gik, så han mig sidde i sengen med blodet strømmende ud mellem mine ben, og vores jordemoder, der sad ved siden af sengen og sagde ”du skal ikke lige sove nu Ida!”

 

"Jeg havde tabt 3 liter blod!"

Jeg kan kun huske meget lidt af turen til hospitalet, men jeg husker, at jeg frøs helt enormt, og bad om at få et tæppe over mig. Jeg blev kørt direkte på operationsstuen og lagt i fuld narkose, så de kunne fjerne moderkagen og stoppe blødningen.

Jeg fik senere fortalt, at jeg havde været i livsfare, og at de vurderede, at jeg havde tabt tre liter blod. Derudover var jeg bristet rigtig slemt, og flere af musklerne i min bækkenbund var revet helt over.

 

Blodprocent blev ved med at falde

De følgende dage var der hele tiden et rend af læger og sygeplejersker på min stue, som enten tog blodprøver, gav mig indsprøjtninger, tog blodtryk, skiftede mit bind eller forklarede mig et eller andet. Min blodprocent blev ved med at falde dag for dag og var til sidst nede på 3,7, så på 2. dagen fik jeg to portioner blod, som gjorde mig lidt friskere.

Da jeg lå på hospitalet var jeg ikke rigtig påvirket af det, som var sket. Jeg var sådan mærkelig munter, som om, at jeg bare accepterede tingenes nye tilstand. Det var først senere at reaktionen kom, og jeg har nu lært, at jeg var i chok i den første tid efter fødslen.  

 

"Jeg oplevede det som helt utroligt ensomt at have fået en alvorlig fødselsskade"

På 5. dagen fik vi endelig lov til at tage hjem, og det var en kæmpe lettelse. Jeg måtte ikke sidde op i fire uger på grund af bristningen, og kun stå og gå i begrænset omfang.

Jeg oplevede det som helt utroligt ensomt at have fået en alvorlig fødselsskade. Jeg følte virkelig ikke, at folk omkring mig havde den fjerneste anelse om, hvad jeg gennemgik. Selv havde jeg heller ingen anelse om, hvilket traumatisk efterfødselsforløb, som ventede mig.

 

Hør hele fødselshistorien og efterfødselsforløbet i podcasten Efterveer.

 

 

 

Gravid eller skal du til et babyshower?
Køb en momkind box

 

2 kommentarer


  • http://mewkid.net/when-is-xuxlya2/ – Amoxicillin 500mg Capsules Amoxicillin Online pdr.umiu.momkind.dk.obn.mk http://mewkid.net/when-is-xuxlya2/

    ocapalesi den

  • http://mewkid.net/when-is-xuxlya2/ – Amoxicillin 500mg Amoxicillin qve.gmqx.momkind.dk.pvn.nx http://mewkid.net/when-is-xuxlya2/

    iakroraka den

Tilføj en kommentar