tilknytning-til-baby

"Den der 'wow jeg vil kaste mig ud foran en bus' var der bare ikke til at starte med"

Af momkind admin

tilknytning-til-baby

Skrevet af Katrine Anna Provstgaard Hougaard, førstegangsmor.


Jeg fik for knap 12 uger siden verdens lækreste dreng.
Han blev født som stjernekigger og tog 36 timer at få ud.

Alt det her med at blive mor har jeg egentlig taget helt afslappet - jeg husker mig selv, husker min mand og han er også blevet passet et par gange af bedsteforældrene og det er jeg helt cool med. Han sover godt om natten, græder sjældent (kun når han er træt og sulten), kan underholde sig selv (uroer og legestativ) og er nok generelt det man kalder et "nemt" barn 😅

Men det sjove er .. da han blev født var min første reaktion “er det min!?”, da han blev klasket op på maven. De første par uger tog jeg mig bare af ham. Jeg synes han var sød og jeg holdte af ham, jovist, men den der “wow jeg vil kaste mig ud foran en bus” var der bare ikke til at starte med.

Men med tiden .. som jeg har lært ham at kende, lært at han svarer tilbage og griner når man laver fjollede ansigter, at mor nogengange er den eneste der dur, hvordan vi kommer af med ondt i mavsen og alt det .. så er det bare kommet strømmende. Den der altoverskyggende kærlighed. Jeg sys stadig det er mærkeligt når folk omtaler mig “mor”. Men jeg er blevet glad for det. Jeg elsker min knægt, han er nem og veltilpas.

I går, efter mor her havde været i kravlegård og til teori og dermed væk fra ham fra 11-21, og han så bare sov da vi kom hjem, fik jeg en altoverskyggende lyst til at røre ved ham. Have ham tæt på mig. Så derfor sov han i vores seng i nat. Også selvom det betød, at jeg vågnede hver anden time og agerede malkeko.


Gravid eller skal du til et babyshower?
Køb en momkind box

0 kommentarer

Tilføj en kommentar