”Inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde”

”Inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde”

Af Nanna Schultz

”Inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde”

- Fødselsberetning skrevet af Vanessa, mor til Hugo (2019)


Jeg havde inden min graviditet altid tænkt, at jeg skulle føde vaginalt og altid glædet mig til den dag, jeg skulle prøve det. Men samtidig har jeg også haft en frygt for smerten, som alle jo fortalte mig var ”for sindssyg”. Da jeg efter et lille års tid stod med en positiv graviditetstest i hånden, så jeg virkelig frem til den dag, jeg skulle føde mit barn.

Jeg har aldrig været bange for at føde, men jeg har været bekymret for efterfødselsforløbet, så jeg forberedte mig derfor grundigt på selve fødslen (troede jeg). Jeg har en kronisk smertesygdom, som gør at jeg bliver/kan blive udmattet af meget lidt, og at jeg mærker smerter kraftigere end raske personer. Derfor havde jeg talt meget med min jordemoder om at finde den bedste måde, for mig, at føde på, således at jeg kunne være den bedste mor for min søn i dagene efter fødslen og ikke fuldstændig udmattet.

Aftalen blev derfor, at jeg kunne få en tidlig epidural-blokade, og at jeg kunne bede om et kejsersnit når som helst under fødslen, hvis ikke jeg følte, at jeg havde overskud til at fortsætte.

 

Planlagde kejsersnit, men aflyste det

Da jeg var 35+5 fik jeg regelmæssige veer, og vi tog ind på hospitalet. Heldigvis gik veerne i sig selv efter 7 timer. Ja, 7 timer. Her fik jeg en forsmag på fødslen, og jeg var totalt udmattet, efter hvad der jo kun vil betragtes som starten på en fødsel.

Jeg ville SÅ gerne føde vaginalt, men det vigtigste for mig var, at jeg var i stand til at være der for min søn i de efterfølgende dage, og derfor fik jeg en dato til et planlagt kejsersnit.

For mig var det pest eller kolera. Jeg forestillede mig, at jeg ville have mere overskud på den anden side af et kejsersnit, end efter mange timers hård fødsel (grundet min sygdom). Dog kunne jeg mærke, at et planlagt kejsersnit ikke var det rigtige for mig. Jeg ville jo gerne føde mit barn selv. Tilmed gik det op for mig, at næsten hele min livmoderhals var udslettet, og at jeg derfor ikke skulle gennem de timer, som jeg allerede havde været i fødsel, en gang til. Dermed var min fødsel potentielt forkortet, og jeg ville kunne få en epidural nærmest med det samme jeg fik regelmæssige veer. Nu var det lige pludseligt attraktivt for mig at føde vaginalt igen, så vi aflyste det planlagte kejsersnit.

 

Venter på igangsættelsePå hospitalet efter de har taget vandet. Vente vente...

 

Lang ventetid, igangsættelse…og så gik alt i stå

Jeg var super presset op til min fødsel, både mentalt og fysisk. Jeg havde siden uge 11 haft bækkenløsning, jeg havde taget omkring 20 liter væske på, og jeg havde mange smerter. Derudover fik jeg at vide, idet jeg var gået i fødsel i uge 36, at jeg kunne gå i fødsel any day.

Dagene gik. Der skete ingenting. Jeg var så presset, at jeg fra uge 38+0 fik lavet 6 hindeløsninger og modningsakupunktur. Han skulle bare ud! Da jeg var 41+0 kunne jeg ikke holde det ud mere pga. mine smerter, og jeg blev sat i gang ved at de tog vandet. På dette tidspunkt glædede jeg mig til mine veer, og jeg havde en tro på mig selv efter første fødselsepisode. Jeg skulle nok klare det.

Jeg fik som aftalt en tidlig epidural og smertestillende igennem den nål der allerede var blevet lagt. Problemet var, at epiduralen sænkede mine veer, så jeg fik nu også vestimulerende drop. Ydermere havde jeg to blå bælter om min mave, da jeg var blevet sat i gang, så jeg var godt plastret til og havde meget lidt bevægefrihed.

 

Bælter om maven fødselMig med de blå bælter på

 

Men det var fedt at være i fødsel, og jeg glædede mig til at jeg snart skulle møde mit barn. Jeg synes dog det gik langsomt fremad, og da jeg havde været i gang i cirka 8 timer, var jeg kun 3,5 cm åben. På dette tidspunkt fik jeg nogle sindssyge smerter i ryggen, da nålen fra epiduralen havde trykket på nogle nerver, og jeg havde derfor ingen pauser i mine smerter.

Jeg bad derfor efter lidt tid om at få et kejsersnit.

Inden jeg kunne få det, skulle jordemoderen tjekke hvor åben jeg var. Jeg var fuldstændig åben. Knap 7 cm havde jeg åbnet mig på 2 timer. ”Yes!”, tænkte jeg. ”Jeg holder smerten ud!” Jeg ville så gerne føde vaginalt. Jeg fandt heldigvis en måde hvorpå jeg kunne arbejde smerten væk og havde så ”kun” smerterne fra mine veer. Sådan gik de næste 3 timer, hvor der ikke skete mere. Jeg fik ingen pressetrang, men blev så bedt om at presse på mine veer, for nu skulle han se at komme ud.

 

“FUCK!! Please bare hjælp mig”.

Jeg pressede og pressede i halvanden time - stadig uden pressetrang. Jeg var så træt. Jeg gjorde bare, hvad der blev sagt, men jeg havde snart ikke mere at give af. Så var det, at jordemoderen tilkaldte afdelingsjordemoderen. Jeg tænkte, at de ville smide en cup på ham og hjælpe mig med at føde ham. For det havde jeg jo valgt. Jeg havde jo lige aftalt med dem, at jeg ville komme til at føde vaginalt. Desværre meddelte de, at jeg var nødt til at få et kejsersnit. Han stod simpelthen for skævt i mit bækken. Jeg tænkte: “FUCK!! Please bare hjælp mig”. Her gik jeg i chok (har jeg fundet ud af senere). Det var så overvældende, at min krop ville flygte fra situationen, men jo på ingen måder kunne.

LÆS OGSÅ: Fødselsbristninger eller kejsersnit: Hvordan behandler du dit ar?

Herfra kan jeg kun huske min fødsel i små glimt. Jeg husker alle lægerne på operationsstuen, at jeg ikke kunne sige mit eget navn, at jeg ikke var i stand til at høre hvor lang han var og hvad han vejede, at jeg rystede for meget til at kunne holde min baby, da han var kommet ud af maven, at jeg blev snydt for at få ham op til mig. At jeg blev snydt for at have født mit barn.

 

efter kejsersnitMin mand holder Hugo lige efter fødslen

 

Alt var svært i dagene efter

Dagene efter fødslen var hårde. Jeg havde været gennem en næsten fuldbyrdet fødsel, fået kejsersnit og mistet en masse blod, så jeg ikke kunne rejse mig før på tredjedagen. Jeg var derfor ikke med til at give min søn tøj på eller at skifte ham. Det var ufatteligt svært for mig.

Jeg begyndte allerede inden vi var kommet hjem fra hospitalet at tænke på barn nummer 2, for at jeg kunne få endnu chance for at føde. Jeg var forberedt på alt i fødslen, troede jeg, men ikke på det ufrivillige kejsersnit. Jeg var ikke forberedt på, hvor mange læger der er tilstede. Jeg var derfor heller ikke forberedt på, hvor hurtigt det hele gik. Og det der med at få taget billeder var ikke en prioritet, så derfor har jeg stort set ingen billeder af fødslen af mit barn.

LÆS OGSÅ: Alle MomStories om Kejsersnit


Efter mit kejsersnit hørte jeg mange podcasts om traumatiske fødsler, joinede fællesskaber på Instagram og Facebook, gik til efterfødselssamtale, talte med veninder om det, som også har født ved kejsersnit. Jeg gik til chok/traumeterapi for at komme over på den anden side af de psykiske mén jeg havde fået pga. fødslen. Måske jeg kunne acceptere min fødsel og ikke føle mig så alene med ikke at havde fået min ønskede vaginale fødsel.

 

Vanessa efter kejsersnitMig og Hugo på hospitalet efter fødslen

 

Kejsersnit er jo en fødsel, men…

Jeg følte mig meget udenfor, for den ‘rigtige’ måde at føde på er jo vaginalt ikke? Jeg mener stadig ikke, at jeg har født ‘rigtigt’. Eller jeg føler det i hvert fald ikke. Jeg mener det om andres fødsler, uanset hvilken måde barnet er kommet ud på. Kejsersnit er jo en fødsel, men inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde. Og det, på trods af at mit barn var så tæt på at komme ud vaginalt som overhovedet muligt.

Jeg havde det efter fødslen meget svært med, når folk sagde normal fødsel omkring en vaginal fødsel. For det normale er jo det rigtige, ikke? Ergo må kejsersnittet være en forkert måde at føde på. Jeg følte mig udenfor, for jeg var jo ikke en af dem der havde født rigtigt.

Det er nu 6 måneder siden, og jeg bliver stadig trist hver gang, jeg tænker på min fødsel. Men jeg kan nu også sige til mig selv, at jeg også har været lidt sej.

 

Vil du være bedre forberedt på tiden efter fødslen?
Køb en momkind box.
momkind box deluxe

3 kommentarer


  • Når jeg læser dit indlæg bliver jeg meget rørt for jeg har det på samme måde, jeg føler mig snydt for en ‘rigtig’ fødsel.
    For 1,5 år siden ‘fødte’ jeg min søn ved kejsersnit. Jeg havde set frem til en fødsel i vand, en smuk og hård oplevelse, som jeg skulle dele med min mand. Jeg blev desværre syg i min graviditet og da jeg var i uge 38 blev jeg indlagt fordi jeg havde høj feber og de påvirkede min søns vejrtrækning. Efter at være blevet observeret i et par timer besluttede lægerne sig for, at jeg skulle have et akut kejsersnit, der var ikke tid til, at jeg kunne blive sat i gang. De efterfølgende dage havde jeg det af h til. Jeg ville op at gå selvom jeg havde store smerter, et alt for højt infektionstal og en blodprocent, som var faldet til 3,9. Det tog mig 4 forsøg at komme på toilet, de andre 3 gange besvimede jeg fordi jeg ikke havde noget blod i kroppen. Jeg havde læger rendende inde hos mig hele tiden fordi jeg var så syg og jeg blev scannet og undersøgt grundigt. Min mand måtte klare alt de første dage, ikke engang amningen kunne der komme ordentlig gang i og der gjorde der aldrig. Jeg føler mig snydt for så meget. Alt den nærvær, jeg skulle have med min søn i starten var væsentlig reduceret og jeg følte egentlig ikke rigtigt, at jeg var blevet mor, men mere, at jeg var blevet indlagt fordi jeg var syg.

    Efter en god efterfødselssamtale og masser af aftener med gråd og tårer også oplevelsen, er jeg heldigvis kommer sådan nogenlunde på den anden side. Jeg håber virkelig, at jeg får lov til at opleve en vaginal fødsel 🤞

    Tak for din fortælling

    Nanna den

  • Jeg kan udmærket følge dine følelser og tanker, og med tiden bliver de mindre og kejsersnittet accepteres. Jeg har selv tre børn, født på hver deres måde, den ældste, med akut kejsersnit, som dig, men fordi han var simpelthen for stor til mit bækken. Nr 2 vaginalt, men med sugekop og mig med nærmest totalt bristning og lang tid på operationsstuen bagefter. Lillesøster blev født ved planlagt kejsersnit, pga de tidligere forløb. Det var klart den bedste oplevelse, hvor jeg var mere nærværende og kunne følge med. Skulle jeg have flere, ville det være med planlagt kejsersnit igen, igen tvivl.

    Jeg kunne skrive meget mere om de forskellige forløb, for ingen af dem var helt glatte og uden komplikationer. Den ældste er i dag knap 14 år ,nr 2 er 9 år og lillesøster er lige fyldt 2 år.
    Det er reelt at føle sig snydt, ingen tvivl om det, men uanset fødselsmetoden, er det jo altid det dejligste barn der kommer ud.

    Anja Malling den

  • Kender godt følelsen af at man føler sig frarøvet/snydt med noget ved ens fødsel. Lige efter jeg fødte min datter, der ville jeg ikke stoppe med at bløde, så jeg skulle på operations stuen med det samme. Her bliver man kørt væk og så fik jeg aldrig det der lykkelige moment hvor hele familien så hende for første gang. Jeg blev rigtig sur på min krop efterfølgende, hvordan kunne min krop snyde mig fra et så smukt øjeblik. Jeg så hende først 30 min senere og vored familier var taget hjem. Og kan ikke huske særlig meget efter det hele bare gjorde ondt og min mand måtte tage vores datter og give til min mor.
    Det her er jo i en helt anden kategori af hvad du har været igennem, men forstår sagtens hvordan man føler sig snydt, selvom jeg fødte verganelt, kan man stadig føle sig snydt på andre områder❤

    Jessica den

Tilføj en kommentar