”Jeg føler mig som en kujon, der var for svag til at føde min datter”

”Jeg føler mig som en kujon, der var for svag til at føde min datter”

Af Nanna Schultz

”Jeg føler mig som en kujon, der var for svag til at føde min datter”

- Fødselsberetning skrevet af Grith, mor til Vinnie fra 2019.

”Vi vil anbefale en sædefødsel” siger afdelingsjordemoderen. Jeg ligger på briksen, omringet af kitler, høj på lattergas men også rystende af veer og angst. Det, der indtil nu havde været en helt udmærket fødsel, har taget en drejning. For den datter, jeg snart skal møde, er på vej ud med numsen først. 

 
”Ligger hun korrekt?”

Min intuition havde sagt mig, at hun lå omvendt. Det var noget med sparkene. Noget med den måde, min mave var formet på. Til konsultationerne op til termin havde jeg spurgt min jordemoder om det. Ikke bare én gang, men 3 gange: ”Ligger hun korrekt?”. Det mente jordemoderen, at hun gjorde. 

Det mener den jordemoder, der tager imod os på Riget også. Men hun henter en håndscanner for at være “800% sikker”. Det er hendes ord. Hun siger noget om, at det nok er en hindeblære, hun kan mærke, og hun viser os scanningsbilledet. ”Det skal se rundt ud, for så er det et hoved. Ser det ikke rundt ud?”. Tjo … hun kunne have scannet min knæskal, og vi ville stadig have set en baby. I min journal bliver der skrevet ”hindeblære”.

 

Fucking forbandede ikke-eksisterende hindeblære!

Den næste jordemoder, vi møder på fødegangen, henter også en håndscanner. Der bliver ikke sagt noget, hverken fra hende eller mig. Jeg tror efterhånden, at det er normalt, at man igennem fødslen bliver scannet igen og igen.

Otte centimeter og et utal af kradsbørstige veer senere vil en jordemoderstuderende sætte gang i tingene. Mens jeg suger i lattergassen, som gjaldt det mit liv, vil hun prikke den omtalte hindeblære. Jeg har det for vildt, megahøj og megaglad, jeg er ovenpå, og jeg glæder mig sådan til at møde min baby. 


Kejsersnit Grith
I fødemodtagelsen, mens vi venter på jordemoderen og håndscanneren

Før jeg ved det, bliver jeg placeret i en kørestol og kørt hen på en anden stue. Den med alle kitlerne og det skarpe lys. Der er noget galt med tallene, mit blodtryk og barnets hjerterytme, og der er også noget galt med den forbandede hindeblære. Eller nærmere, den eksisterer ikke. Det er min datters numse, de alle har mærket.

 

Og så kom anbefalingen, men …

Hun ligger godt til en sædefødsel, får jeg at vide af lægen og afdelingsjordemoderen. De har hevet den store scanner frem, og de har været ude af stuen for at elaborere billederne. Og hun er heller ikke for stor, 3500 gram vil de skyde på. Mens jeg suger hårdt i lattergassen, tager nogle veer og chanter noget i stil med ”jeg vidste det, jeg vidste det”, spørger min kæreste, hvad de vil anbefale. Svaret falder prompte. Det er sædefødslen, der er intet der står i vejen for den, siger de.

Men det er der. Jeg står i vejen for den. Jeg tør ikke, og jeg har ikke den mindste tvivl. Jeg er ikke længere ovenpå, forventningsfuld og glad. Jeg føler mig løsrevet fra min krop, som er klar til at føde, mens mit sind er hunderæd og traumatiseret. Jeg forstår ikke, hvordan fødslen kan være endt her.

“Så kører vi dig til kejsersnit nu” siger de roligt. 30 minutter senere bliver min mave skåret op, og min kæreste får vores datter Vinnie i armene. Dejlige, bløde, skrigende Vinnie.

 

Kejsersnitten Vinnie Lille, bløde Vinnie straight out of the belly

 

Et halvt ton skam og en lille løgn

Når jeg fortæller om fødslen til venner og familie i ugerne efter, bliver jeg hver gang ramt af 500 kilo skam. Jeg udelader bevidst at fortælle, at personalet anbefalede mig en sædefødsel. I stedet bliver fortællingen om mit kejsersnit, at der var noget galt med tallene. Mit blodtryk var jo lavt, Vinnies hjerterytme vist nok også lidt ustabil, der var grønt fostervand, og hun lå forkert. Alt sammen for at retfærdiggøre at jeg gik imod personalets anbefalinger.

Jeg føler mig som en kujon, der var for svag til at føde min datter og følge fødslen til dørs. Jeg får ondt i maven, hver gang jeg når til det punkt i fortællingen, hvor afdelingsjordemoderen giver mig et valg. For jeg fortryder mit kejsersnit. Det giver mig følelsen af, at jeg tog en nem udvej.

 

Når vreden peger på dig selv

I fortrydelsen ligger også en harme. Jeg er vred på personalet. Hvis de ikke havde taget fejl, hvis de nu bare havde hentet en ordentlig scanner fra start. Hvis nu min jordemoder havde lyttet til mig. Hvis bare én af dem fra Riget havde sagt undskyld. Men mest af alt er jeg vred på mig selv. Hvorfor insisterede jeg ikke noget mere på at blive scannet ordentligt på Riget, hvorfor tillod jeg at tysse på min intuition, hvorfor tog jeg ikke bare hen på en privatklinik inden min termin og fik det bekræftet.

Shoulda woulda coulda. Jeg er ikke længere vred. Jeg er stolt af mit kejsersnit og min datters fødsel.

 

Grith og Vinnie kejsersnitarDamebladssmil, en 7 måneder gammel kejsersnitte og arret

            

Min beslutning er den rigtige beslutning

Til en efterfødselssamtale nogle måneder efter kejsersnittet finder jeg frem til den sande fortælling. Jeg lærer ikke bare at acceptere forløbet, jeg ender med at gå derfra pissestolt af mit ellers skamfulde kejsersnit. Og det af den simple grund, at det var min beslutning. Det var jo netop ved det valg, at jeg lyttede til mig selv og min intuition, jeg stod fast, og jeg sagde højt, at jeg ikke turde en sædefødsel. ’Kæft hvor er det stærkt, hvor er jeg stærk, at jeg siger en hel stue fyldt med dygtige jordemødre, læger, sygeplejersker og sosu’er imod. Og hvor jeg altså håber, at min mavefornemmelse vil følge mig i livet som mor. Den er guld værd.

I dag tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde fulgt anbefalingen om en sædefødsel. Ikke fordi anbefalingen var forkert – det har jeg på ingen måde fagligheden til at bedømme – men fordi det er så uendelig vigtigt at have sig selv med i fødslen, uanset om den så foregår vaginalt eller på et operationsbord. 

 

Læs alle MomStories om kejsersnit HER.

1 kommentar


  • Hold kæft, hvor er du sej 💪🏻 Du siger det, som alle kvinder med børn i UK har så svært ved at sige højt. Jeg ønsker for dig og mig og alle andre, at mennesker der ikke selv har stået i situationen en dag lærer at anerkende, at de ikke har ret til en mening om hvilken forløsning det er “bedst”.

    Line den

Tilføj en kommentar

Vær venligst opmærksom på at kommentarer skal godkendes, før de bliver publiceret.