”Jeg var så vred på mig selv og rasende på kejsersnittet”

”Jeg var så vred på mig selv og rasende på kejsersnittet”

Af momkind admin

”Jeg var så vred på mig selv og rasende på kejsersnittet”

- Skrevet af Sophie, mor til datter fra 2019. Sophie ønsker at være anonym.

 

I lang tid efter min fødsel manglede jeg historier fra andre kvinder, som jeg kunne spejle mig og mine følelser i. Jeg følte mig totalt alene med sorgen og skammen over, at jeg måtte føde min datter på den for mig værst tænkelige måde. For hvem vælger at føde sit barn ved planlagt kejsersnit? Og hvem fortæller efterfølgende stolt om det?

Det er snart et år siden, jeg fødte vores datter, vores første barn. Beslutningen om, at hun skulle fødes ved planlagt kejsersnit var egentlig let at træffe, selvom det var det sidste, jeg ønskede.

  

Jeg havde glædet mig til at møde min indre urkvinde

Jeg så frem til at skulle føde naturligt. Jeg havde brugt lang tid på at forberede mig mentalt, og jeg glædede mig oprigtigt til oplevelsen og processen i at skulle bringe mit barn til verden. Jeg glædede mig til at mærke min krop arbejde, smerten, veerne, udmattelsen. Jeg havde glædet mig til at møde min indre urkvinde og mærke den kvindelige kraft, der altid bliver fremhævet, når kvinder taler om deres fødsler. Min ultimative drøm var at få lov til at tage imod vores datter selv.

Men sådan skulle det ikke blive.

 

Lægerne frygtede, at min datter ville sidde fast på vej ud

I uge 37 af min graviditet blev jeg pludseligt meget syg og derfor indlagt. Efter nogle dages indlæggelse, utallige undersøgelser og scanninger kom lægen ind på min stue til mig og min kæreste med beskeden om, at min datter havde vokset sig for stor på meget kort tid, og alt tydede på, at hendes skuldre var blevet for brede til, at jeg ville kunne føde hende naturligt. Lægerne frygtede simpelthen, at hun ville sidde fast på vej ud.

 

LÆS OGSÅ: ”Det var først i mødregruppen, at jeg skammede mig over mit kejsersnit”

 

Et risikofyldt scenarie, der kunne blive livsfarligt for både mig og min datter. De ”anbefalede” mig derfor at føde ved planlagt kejsersnit, så snart der var styr på min sygdom. Uden at blinke smed jeg alle mine forestillinger om en naturlig fødsel ud. Jeg følte mig mærkeligt lettet, hvilket både kom bag på mig selv, men også på den læge, der overleverede beskeden – hun var ikke vant til at få en positiv reaktion på sådan en besked. Vi fik tidspunktet for kejsersnittet, og 6 dage efter var vores pige ude hos os.

  

Fødslen – det var så smukt!

Min datter kom til verden en torsdag formiddag i et køligt, sterilt, grønligt oplyst operationsrum på Rigshospitalet. Jeg husker, at der var utroligt mange mennesker til stede i rummet og på trods af, at jeg normalt er ret blufærdig og selvbevidst i selskab med mennesker, jeg ikke kender, ænsede jeg dem ikke – det var som om, jeg var et andet sted, og jeg så det hele udefra.

Der gik omkring ti minutter fra anæstesisygeplejersken, der sad bag mig sammen med min kæreste, sagde: ”Nu skærer de”, til klædet blev sænket, som vi havde ønsket, og vi kunne følge med i fødslen på første række. Vi havde talt om, at det kunne blive en syret, kunstig oplevelse. Men det var det slet ikke. Det var så smukt!

Fødselslægen løftede vores pige ud ad åbningen i min mave, og hun var så fin. Hun skreg, præcis som hun skulle, og dét øjeblik føltes som det mest naturlige i hele verden. De første 6 minutter af hendes liv, lå hun på mit bryst, og det var fuldstændigt fantastisk at have hende liggende der. Jeg forestiller mig ikke, at følelsen jeg havde i det øjeblik, ville have været meget anderledes, hvis jeg havde født på nogen anden måde.

 

Min datter stoppede med at trække vejret

Men tiden efter fødslen var voldsom. En time efter kejsersnittet var vi kommet op på opvågningsstuen. Pludseligt stoppede min datter med at trække vejret, mens hun lå i mine arme. Hendes hud var blevet helt blå. Hun blev flået ud af mine arme, og så løb de afsted med hende, og jeg skreg, som jeg aldrig har skreget før.

Den første nat som mor tilbragte jeg alene på barselsgangen, mens min kæreste var indlagt på neonatal sammen med vores pige. Tanken om, at jeg ikke var der sammen med min lille familie den første nat, som det er meningen, gør stadig ubeskriveligt ondt.

De første dage husker jeg tilbage på som et stort, sløret sammensurium af følelser, smerter, tårer og lykke.

 

Min verden braste sammen 

Vi var indlagt længe. Jeg havde svært ved at komme på benene efter operationen, og jeg havde voldsomme smerter. Vores datter blev ved med at tabe sig, men da hun endelig var kommet op på at have tabt sig mindre end 10% af sin fødselsvægt, fik vi lov til at tage hjem. Vi var lykkelige og spændte over endelig at kunne få lov til at starte vores familieliv sammen. Men lykken varede ikke længe.


LÆS OGSÅ: Fødselsbristninger eller kejsersnit: Hvordan behandler du dit ar?

 

Dagen efter udskrivelsen skulle vi til tjek, og jordemoderen måtte indlægge os igen. Vores datter havde gulsot og skulle i behandling. Min verden brast, så da vi fik vores nye stue, lagde jeg mig i fosterstilling og græd og sov. Da jeg havde ligget sådan i lidt for lang tid, kom jordemoderen ind og sagde trøstende: ”I kan glæde jer over, at forældre, der har været så meget igennem, som I har, bare bliver lidt mere cool – og det siger jeg af erfaring.”. De ord gør mig stadig glad.

 

Jeg følte mig mislykket som kvinde og som mor

Da vi endelig kom hjem igen, fik min datter kolik. Hver eneste dag var en kamp mod gråden, og jeg var fuldstændigt overbevist om, at min datter ikke vidste, at jeg var hendes mor, fordi vi havde været adskilte i den første, vigtige tid, der er så afgørende for tilknytningen. Det måtte være derfor hun græd så meget hele tiden. Jeg følte mig mislykket som mor de første mange måneder.

Jeg var så vred på mig selv, fordi jeg ikke havde kunnet føde min datter naturligt, og jeg var rasende på kejsersnittet, som jo langt hen ad vejen var skyld i de mange komplikationer, vi oplevede efter fødslen. Jeg følte mig mislykket som kvinde og som mor.

 

Jeg løfter mit hoved mere og mere

At jeg ikke kunne føde min datter naturligt har været svært at finde fred med. At jeg ikke kom til at opleve graviditetens klimaks, den nærmest rituelle overgang fra at være gravid til at være mor, har gjort ubeskriveligt ondt på mig. Og alle de komplikationer, vi oplevede som følge af kejsersnittet, ville jeg for alt i verden gerne have været foruden. Men jeg valgte at føde min datter ved planlagt kejsersnit, fordi det var det eneste rigtige og ikke mindst det sikreste at gøre. Og det er da den ultimative mor-gerning – at sætte sit barns sikkerhed foran egne behov og drømme. Det har jeg i hvert fald lært at sige til mig selv.

Kejsersnittet var en smuk og naturlig oplevelse, og alligevel er der stadig sorg og skam i mig, når jeg fortæller om det. Men for hver gang jeg gør det, løfter jeg mit hoved en lille smule mere. Og en eller anden dag skal fortællingen nok blive med rank ryg og stolthed i stemmen.

 

Læs alle MomStories om kejsersnit HER.

 

Vil du være bedre forberedt på tiden efter fødslen?
Køb en momkind box.
momkind box deluxe

 

1 kommentar


  • Stærk fortælling! Jeg kan mærke, at jeg bliver berørt og føler mig sat tilbage til mit kejsersnit og tiden efter. Ved du med sikkerhed, at komplikationerne skyldtes kejsersnittet? Vil du uddybe det nærmere? Knus

    Cecilie den

Tilføj en kommentar