er-min-baby-okay-angst

Psykologen: "Jeg var totalt bange og rystede Fridas arm og klappede hende lidt på kinden. Der skete ingenting."

Af momkind admin

er-min-baby-okay-angst

- Skrevet af Anne Rom, mor til to piger, psykolog med egen praksis.

Inden jeg blev mor, havde jeg aldrig set mig selv som ængstelig eller bekymret. Jeg bekymrede mig sjældent om fremtiden, men hoppede ud i det jeg brændte for, tog chancer og var god til at sige: ”pyt”. Men når man får et lille spædbarn, der udelukkende overlever, fordi det bliver passet af sin mor og far, er det svært at sige: ”pyt”.

Kombineret med diverse formaninger om, hvordan man skal klæde baby på, putte, made og undgå alverdens ting, for at undgå overophedning, vuggedød og kvælning, gjorde mig totalt ængstelig.

Tænk nu, hvis jeg kom til at gøre noget, som resulterede i babys død!? Ifølge diverse indlægssedler og brugsanvisninger, skulle der jo ikke meget til. Jeg fik en ide i mit hoved om at baby pludselig, ud af det blå, kunne stoppe med at trække vejret, når hun sov. Så jeg blev lidt af en ”tjekker”. Jeg skulle hele tiden tjekke om hun trak vejret, om hun var for varm, om savlesmækken var for stram, osv. 

En dag da min førstefødte, Frida, var 8 uger gammel, var jeg ude at gå en tur med en veninde. Solen skinnede for første gang i laaaaaang tid (det var november) og vi hyggede. Efter ikke så lang tid kiggede jeg ned i barnevognen, for lige at tjekke om hun var okay. Men hun lå og var blå om øjnene og læberne og bleggul i hovedet. På et splitsekund fik jeg koldsved og hjertebanken.

Jeg tog fat i min veninde (den erfarne mor, med to børn), og spurgte om hun ikke også mente, at Frida så lidt underlig bleg og gul ud i hovedet?? Hun tøvede, men sagde at jeg måske lige skulle vække hende og sikre mig at alt var i orden, for jo, hun var faktisk lidt gul, blå og bleg. Jeg var totalt bange og rystede Fridas arm og klappede hende lidt på kinden. Der skete ingenting. ”Prøv lige at tage hende op”, sagde min veninde, der nu også var blevet bange.

Og jeg tog hende ud af dynen og op til mig. Heldigvis vågnede hun, men stor-skreg (klart, hun er blevet vækket og er ude af sin varme dyne, oppe i frostgrader, med kun en body på).

Vi var lettede, men angsten havde stadig fat i os. Jeg grinede nervøst, men min veninde var så god, og sagde, at hun godt kunne forstå, jeg havde fået et chok, selvom der nok ikke var andet på spil end en dyb lur. Så hun foreslog, jeg skulle gå hjem og amme, og se om hun fik lidt farve i kinderne igen. Og så ringe til lægen hvis ikke. Jeg lagde Frida i barnevognen igen og gik hjemad med hurtige skridt. Men Frida faldt i søvn igen på to sekunder, så snart hun blev puttet under dynen.

I mit hoved kunne hun ligeså godt være bevidstløs og virkelig syg, så jeg gik endnu engang i totalt alarmberedskab, tjekkede hendes vejrtrækning og prøvede at holde hende vågen, mens jeg løb så hurtigt jeg kunne tillade mig med en barnevogn på en befolket vej, hjemad. Et mystisk syn, vil jeg tro.

Da vi kom op, ammede hun fint. Smilede og pludrede, som hun var begyndt på. Så stille og rolig kunne jeg trække vejret almindeligt igen. Men jeg var stadig pisse nervøs. Var der mon noget galt? Hvorfor var hun blevet gul og blå? Jeg ringede til lægen. Hun kunne fortælle, at når babyer sover tungt, bliver de ofte blege i kinderne og blålige omkring øjne og læber. Men hun kunne ikke forklare den gule farve. Frida havde haft mild gulsot – måske hun stadig havde noget af det tilbage? Da jeg lagde på, var jeg mere rolig. Jeg ringede til min kæreste og fortalte historien.

Hvilepulsen kom tilbage og tankerne blev mere klare. Og pludselig lagde jeg mærke til den nye body Frida havde fået på den morgen. Den var gul. Virkelig gul. Og solen havde skinnet for første gang. Hm, måske det ekstra lys ind i barnevognen simpelthen havde lavet genskin, så body’en havde fået huden til at se mere gul ud? Og i kontrast med gul bliver den blå farve om øjne og mund jo mere markant! Det måtte være det! Jeg følte mig komplet åndssvag.

Men her i bagklogsskabens lys ved jeg, at det var ok. Den gule episode (som jeg har kaldt den lige siden) var bare dråben, der fik mit alarmsystem til at gå i gang. For der skal ikke mere til. Bægeret er allerede fyldt af bekymring, opmærksomhed og ængstelighed, der lægger sig som en grundtone i kroppen de første måneder efter man er blevet forældre til en lille ny.

Om det er den første anden eller tredje, vil ansvaret for at holde sådan et lille væsen i live, være virkelig stærkt – især hos moren, der rent biologisk klædes på af naturen. Det er kroppens automatiske ”alertness” der sættes i gang, så vi på bedst mulig vis tager os af et sårbart spædbarn. Så der er sikkert mange historier derude som min. Og andre vil aldrig lægge mærke til, at de var mere alert det første stykke tid, fordi dråben aldrig traf dem.

 

 

Gravid eller skal du til et babyshower?
Køb en momkind box

0 kommentarer

Tilføj en kommentar